Bønner midt i en coronatid

 

Min Gud, jeg behøver ikke at klatre op til himlen for at tale med dig. Jeg behøver ikke hæve stemmen for at du skal høre mig. Selvom jeg bare hvisker ganske stille, hører du mig allerede.

 

Kære fader, ta’ imod min bøn, jeg ved, du hører alt i himmelen. Hør mit råb, i afmagt må jeg be’: Hjælp mit land og lad din vilje ske. Velsign vort land og lederne, vi har. I svære valg gi’ du dem et svar. Lad din nåde hvile over dem, og med dit lys vis dem vejen frem.

Herre, hør min bøn, lad dem mærke dig, hjælp og styrk du dem nu. Du er håb og trøst for den tørstende, levende vand for en sjæl.

 

Gud, vor Far, verdens skaber, almægtig og barmhjertig,

Af kærlighed til os sendte du din søn til verden som læge for vore sjæle og vore legemer.

Se til dine børn, som i denne vanskelige tid med forvirring og forfærdelse i hele verden vender sig til dig for at søge styrke, frelse og lindring.

Fri os fra sygdom og frygt, helbred vore syge, trøst deres familier, giv vore ledere visdom, vore læger, sygeplejersker og frivillige kræfter og anerkendelse, vore døde evigt liv!

Forlad os ikke i denne prøvelsens tid, men fri os fra alt ondt!

Det beder vi dig om, Fader, Søn og Helligånd. Amen.

 

Gud, jeg kalder på dig om morgenen, hjælp mig til at bede og samle mine tanker. Jeg kan det ikke alene.

I mig er der mørkt, men hos dig er lys.

Jeg er ensom, men du forlader mig ikke.

Jeg er modløs, men hos dig er der hjælp.

Jeg er urolig, men hos dig er der fred.

Jeg forstår ikke dine veje, men du ved en vej for mig.

 

Lov og tak for nattens hvile og for den nye dag.

Lov og tak for al din godhed og trofasthed i mit liv indtil nu.

Herre, hvad denne dag end skal bringe: Dit hellige navn være lovet.

 

Jesus Kristus, du som rejste gennem byer og landsbyer og helbredte syge. Kom os til hjælp nu midt i en verdensomspændende spredning af coronavirus, så vi må erfare din helende og helbredende kærlighed.

Helbred dem, der er syge og lider. Lad dem genvinde kræfter og styrke gennem dygtige lægers omsorg, hjælp og medicin.

Jesus Kristus, vær ved vor side i disse tider med usikkerhed, utryghed og sorg. Vær med de familier, som er ramt og har mistet en af deres kære.

Vær med alle læger, sygeplejersker, forskere og andre inden for sundhedsvæsnet, som forsøger at afhjælpe, helbrede og hjælpe de mennesker, som er smittede. Herre, de risikerer deres eget liv og helbred. Må de få beskyttelse og mod til at gøre deres arbejde.

Vær med vores lands ledere og alle som ansvar og opgaver ud over hele verden. Lad dem handle til verdens bedste og menneskers beskyttelse. Giv dem visdom og indsigt til at handle klogt og omsorgsfuldt.

Herre, Jesus Kristus, vær hos os i al vores bekymring og frygt.

 

Herre, Jesus Kristus, vi løfter vore øjne til dit kors. Lad os se din dybe ydmygelse og indse, at hvor du er, skal også dine tjenere være. Fri os fra angsten i lidelsen, og giv os kraft til at følge dig. Amen.

 

En 11 årig skolepiges bøn:

Kære Gud, jeg håber, at corona-tiden snart må være slut, og at sundhedsvæsnet og alle dem, der passer på os, vil finde en løsning på alle de problemer, som følger med.

Kære Gud, jeg beder især for de smittede og for de læger og sygeplejersker, der går og passer på dem.

Jeg beder også om, at vi alle snart kommer i skole igen, så vi kan se vores kammerater og være med i det fællesskab, der er der.

Gud, jeg beder dig også om, at du vil passe på mig og hele min familie, og at de smitte, ser spreder sig, ikke gør, at mange skal dø.

Kære Jesus, vil du huske på de gamle og de svage, der ligger og er bange. Trøst dem og giv dem håb!

Kære Gud, jeg beder også om, at ingen af mine venner bliver smittet, men hvis de gør, så ved jeg, at du vil hjælpe dem.

Hjælp os alle lige nu! Amen.

 

Kære Gud, vi beder for de sårbare børn, der vokser op under socialt vanskelige vilkår. Du ved, hvem de er og hvor de er. Løft dem ud i lyset og livet.

Vi beder for voksne, der ikke har ressourcer til at tage sig af deres børn. Du ved, hvem de er, og hvad de kæmper med. Løft dem ud af mørket og giv dem styrke til at passe på deres elskede børn.

Vi beder for voksne, der i dag har kræfter til at leve og være noget for andre. Du ved, hvem de er, og hvad vi kan gøre. Løft vores blik, så vi ser de sårbare familier, som har brug for omsorg og støtte.

Gud, vi takker dig for det under, kærligheden er i dig og i os.

 

Giv visdom til de medicinske forskere over hele verden, der arbejder i døgndrift for at finde en modgift mod COVID-19.

 

Hellige Gud og himmelske far! Du er vores værn og sikre tilflugtssted til alle tider. Også når den verden, vi kender, glider os af hænde. Kom til os med din fred!

Opstandne Kristus, vor frelser og ven! Du er verdens lys, og den vej vi kan gå. Driv mørket bort, som nu truer og gør os bange! Kom til os med dit lys!

Gud Helligånd, som trøster og løfter os op! Du giver nye kræfter, så håbet igen kan fylde os med mod. Lad håbet og glæden ved at kende dig drive frygten bort. Kom til os med dit nærvær!

 

Jesus Kristus, tak fordi du gav dit liv på korset for verdens skyld. Og du stod op fra de døde påskemorgen. Du sørgede for, at døden og håbløsheden og alt det, der kan gøre os bange, ikke får det sidste ord.

Kære Gud, når det nu er, som det er, så beder vi dig om, at alle dem, der nu lider, må mærke, at du er hos dem.

 

Herre, i dine arme er jeg tryg. Når du holder mig, har jeg intet at frygte. Jeg ved intet om fremtiden, men jeg stoler på dig.

Her er 10 bibelvers fra den nye bibeloversættelse ”Bibelen 2020” – til trøst og håb i en svær tid.

 

Overlad alle jeres bekymringer til ham, for han vil tage sig af jer.
Peters Første Brev, kapitel 5, vers 7

 

Livet ville føles lyst som på en solskinsdag;
selv på mørke dage ville du mærke morgenlyset.
Så kunne du stole på, at der var håb for dig,
se dig trygt omkring og lægge dig til ro;
Jobs Bog, kapitel 11, vers 17-18

 

Gud svarer: ”Kan en kvinde glemme det barn,
hun giver bryst?
Kan en mor glemme det barn, hun fødte?
Selvom hun kunne, glemmer jeg ikke dig.
Jeg har skrevet dit navn i mine hænder,
jeg bekymrer mig om dig, og du er altid i mine tanker.”
Esajas’ Bog, kapitel 49, vers 15-16

 

Gud vil gå foran dig og være hos dig. Han vil aldrig svigte dig, og du skal ikke være bange.
Femte Mosebog, kapitel 31, vers 8

 

Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.
Han lader mig ligge i den grønne eng.
Han fører mig til det stille vand.
Han giver mig mod og viser mig vej,
den rette vej.

Selvom jeg går i dødsskyggens dal,
frygter jeg ingenting,
for du er med mig, du er min hyrde,
du gør mig tryg.
Salmernes Bog, kapitel 23, vers 1-4

 

Er prisen på spurve ikke kun et par småmønter? Alligevel falder der ikke en spurv til jorden, uden at jeres far er med. Så hvad har I at være bange for? I er jo langt mere værd end spurvene. Han ved alt om jer, selv hvor mange hår I har på hovedet.
Matthæusevangeliet, kapitel 10, vers 29-31

 

Gud passer på dig,
Gud er dig så nær som skyggen af din højre hånd.
Salmernes Bog, kapitel 121, vers 5

 

Jeg er nemlig sikker på, at ingenting kan skille os fra den kærlighed, Gud viser os gennem Jesus Kristus. Hverken død eller liv, engle eller universets magter, noget i nutiden eller noget i fremtiden, ingen kræfter eller noget i den højeste himmel eller den dybeste afgrund eller nogen skabning overhovedet.
Paulus’ Brev til Romerne, kapitel 8, vers 38-39

 

Gud, beskyt de undertrykte,
vær en klippe i urolige tider.
Dem, som kender dig, stoler på dig,
du svigter ikke dem, der kommer til dig, Gud.
Salmernes Bog, kapitel 9, vers 10-11

 

Jeg lader min fred blive tilbage hos jer. Den fred, jeg giver, er ikke den samme fred som den, verden giver. I skal ikke være urolige eller bange.
Johannesevangeliet, kapitel 14, vers 27